Verdens værst placerede atomkraftværk
»Spørgsmålet er, om Barsebäck-værket nogensinde kunne være sat i drift, hvis den danske offentlighed og det danske Folketing i sin tid havde vidst, hvad der foregik i det skjulte i årene op til den første reaktors start?«
Sådan skriver tidligere OOA-aktivist Jørgen Steen Nielsen i en artikel i Information i 2000, da det kommer frem, at danske embedsmænd i slutningen af 1960'erne har tilbageholdt oplysninger om svenskernes planer om at opføre et atomkraftværk i Barsebäck.
Til et møde i Sundhedsstyrelsen i maj 1968 informerer svenske myndighedsrepræsentanter nemlig en gruppe danske embedsmænd om Barsebäck-planerne.
De danske embedsmænd udtrykker ingen bekymring over, at svenskerne vil opføre et atomkraftværk kun 20 kilometer fra den danske hovedstad. Som sekretariatschef i Atomenergikommissionen Hans von Bülow lidt knudret formulerer det i sit referat fra mødet: »[Der] er næppe anledning til at tro, at selve placeringsspørgsmålet kan give anledning til at tro andet, end at de svenske forholdsregler til sikring af Malmø vil være fuldt tilfredsstillende set fra Københavns synspunkt.«
»Ifølge hele sin karakter var mødet uformelt, og danske myndigheder har for så vidt heller ikke nogen formel adkomst til at blive hørt i sager vedrørende svenske reaktoranlæg,« skriver Hans von Bülow og fortsætter: »Alligevel har mødet såvidt ses i hvert fald én konsekvens, nemlig den, at den danske regering enten aldeles omgående må protestere over placeringen eller ’hereinafter keep its peace’.«
Men noget tyder på, at den danske regering ikke har fået mulighed for 'omgående at protestere', for ifølge de tilgængelige sagsakter går der nemlig mere end et år, før oplysninger om sagen kommer frem til medlemmer af regeringen.
Nyheden om opførelsen af Barsebäck har tilsyneladende ikke gjort et stort indtryk på den daværende statsminister Hilmar Baunsgaard (Radikale Venstre), der i dette interview på DR fortæller, at han første gang hørte om planerne for Barsebäck på et ministermøde i 1969.
1974
Den danske regering lader byggeriet af Barsebäck forløbe uden nogen indvendinger, og seks år efter mødet i Sundhedsstyrelsen står atomkraftværket i Barsebäck næsten færdigt.
Den 14. august 1974 offentliggør den svenske regering en lov, som tillader værker opført i kun 20 kilometers afstand fra storbyer. Det får nystiftede OOA til at opfordre den danske regering til at forlange opstarten af Barsebäck-værket udskudt og klarlægge konsekvenserne af en eventuel katastrofe på værket. Den danske miljøstyrelse udarbejder en beredskabsplan for Københavnsområdet, som færdiggøres i slutningen af 1974.
»Planen er ikke en omfattende evakueringsplan for Danmarks Øresundskyst. Dertil ligger vi for langt væk,« siger direktør for Miljøstyrelsen Helge Odel til BT.
1976
Fakkeloptog mod Barsebäck
På en kold decemberaften i 1976 går omkring 3000 mennesker i optog mod den svenske ambassade med lysende fakler i protest mod Barsebäck.
Bente Meiller er en af arrangørerne bag fakkeloptoget, og for hende bliver det en skelsættende oplevelse: »Det var første gang jeg prøvede at arrangere en demonstration, og det var en fantastisk oplevelse at se så mange mennesker stå sammen der på Sct. Annæ Plads i kulden med alle de lysende fakler. Talerne var også vigtige. For første gang holdt en dansk socialdemokrat – Mogens Camre – tale mod Barsebäck ved en demonstration. Ebbe Kløvedal Reich var der også, og forfatteren Sten Kaalø læste ”Når jeg ser ud af mit vindue”, som han havde skrevet til lejligheden. Det digt gør stadig indtryk på mig.«
1977
Trods de folkelige protester i Danmark nægter den danske regering at rette henvendelse til de svenske myndigheder om at lukke Barsebäck, og den 21. marts 1977 tages atomkraftværkets anden reaktor i brug.
To dage efter opstarten af reaktor 2 arrangerer OOA med kort varsel et protestmøde mod Barsebäck foran den svenske ambassade på Sct. Annæ Plads i København i anledning af den svenske statsminister Thorbjørn Fälldins besøg. Birte Weiss (S), Preben Wilhjelm (VS) og Gert Petersen (SF) er blandt talerne, og der er musikalske indslag med Byens Drifter og Atombanden.
Statsminister Thorbjörn Fälldin modtager under protestmødet en OOA-delegation, bestående af Gunilla Øberg, Tarjei Haaland og Jørgen Steen Nielsen. »Havde vi vidst, hvad vi ved i dag om atomkraftens ulemper, var Barsebäck-værket sikkert aldrig blevet bygget så tæt på København og Malmø,« udtaler Thorbjörn Fälldin efter mødet.
Jørgen Steen Nielsen, medstifter af OOA og aktiv fra 1973
»Jeg husker, hvordan Thorbjörn Fälldin svedte og virkede meget presset af vores henvendelse. Han var jo egentlig selv imod atomkraft, men skulle som statsminister forsvare og forvalte den gældende svenske politik. Det var ikke en sjov dag for ham,« fortæller Jørgen Steen Nielsen.
Barsebäck marchen 1977
Den 10. september 1977 marcheres der igen i protest mod Barsebäck-værket. Med sine 20.000 deltagere bliver marchen startskuddet på tre ugers underskriftindsamling under overskriften ‘Vi danskere kræver, at den svenske regering stopper Barsebäck-værket’, arrangeret af OOA og NOAH. Over 80.000 underskrifter afleveres 30. september 1977 til den svenske regering i Stockholm. Det er første gang i den internationale atomkraftdebat, at en stor befolkningsgruppe i et land henvender sig direkte til et andet lands regering.
I december 1977 arrangerer OOA endnu et fakkeloptog i København, hvor en uventet gæst dukker op: »Til stor overraskelse for alle dukkede Joan Baez op til fakkeloptoget mod Barsebäck og spillede to numre. Folk var ved at besvime! Joan Baez var en kæmpe stjerne på det her tidspunkt,« fortæller Bente Meillier, som var med til at arrangere optoget.
Barsebäck-høring i København
I april 1978 inviterer OOA en række fremtrædende udenlandske forskere, repræsentanter fra Risø og danske politikere til en større Barsebäck-høring i Ingeniørforeningens Hus i København for blandt andet at belyse omfanget af senskader og landforurening ved en eventuel ulykke. Meget få politikere møder op til høringen, som dog skaber en del presseomtale.
1978
Miljøstyrelsen udleverer i juni "Notat om kræftskader på dansk område efter store, hypotetiske uheld på Barsebäck" samt et notat fra Sundhedsstyrelsen til OOA og Politiken. Heri konkluderer Miljøstyrelsen, at 20.000 danskere kan dø af kræft efter en ulykke på Barsebäck, hvilket bekræfter tidligere offentliggjorte tal fra OOA. Professor Ove Nathan finder på denne baggrund materiale nok til at kræve Barsebäck lukket.
»Ove Nathan var en vigtig figur i atomkraftdebatten. Han var tilhænger af atomkraft, men ændrede hen ad vejen holdning og blev modstander af Barsebäckværket. Han sad i landforureningsudvalget, som skulle udrede hvad der ville ske, hvis der skete en ulykke,« fortæller Tarjei Haaland. »Jørgen Steen Nielsen og jeg havde en hemmelig arbejdsgruppe med Ove Nathan, hvor vi simpelthen fodrede ham med argumenter og videnskabelige undersøgelser. Resultatet blev, at Ove Nathan lavede sin egen særudtalelse i landforureningsudvalgets rapport, og den vakte stor opsigt – også hos politikerne.«
Ove Nathan kritiserer i denne kronik, at atomkrafttilhængerne negligerer risikoen for, at menneskelige fejl kan føre til en ulykke med katastrofale konsekvenser. Læs hele artiklen som PDF
Swedish Reactor Safety Study
Den amerikanske Barsebäck-rapport – 'Swedish Reactor Safety Study' – afleveres i 1978 til den svenske Energikommission. I rapporten står der, at Barsebäck ikke ville være blevet godkendt i USA, og at der ved et eventuelt uheld på Barsebäck er risiko for mange tusinde akutte dødsfald og senere kræftdødsfald samt en omfattende landforurening. Den svenske atomkraftindustri afviser rapportens konklusioner.
Marts 1979
Ulykken på Three Mile Island
Den 28. marts 1979 sker der en ulykke på atomkraftværket på den amerikanske ø Three Mile Island, hvor en atomreaktor nedsmelter delvist. Dette får den danske og svenske regering til at nedsætte en dansk-svensk komité, der skal klarlægge de sikkerhedsmæssige og beredskabsmæssige forhold omkring Barsebäck.
April 1979
Demonstrationer mod Barsebäck
Ulykken på Three Mile Island puster endnu mere liv i protesterne imod Barsebäck. Den 6. april tælles der 27.000 mennesker til demonstration i København og Aarhus, og igen den 18. april samles mellem 40-50.000 danskere på gader og pladser i 14 danske byer, som kræver at få Barsebäck lukket i en fart.
1979
311.950 underskrifter mod Barsebäck
Efter demonstrationerne mod Barsebäck begynder OOA at indsamle underskrifter, og efter blot fem uger kan de overrække hele 311.950 underskrifter mod Barsebäck til Anker Jørgensen i Folketinget.
'Luk Barsebäck', Tivoli 1981
Op igennem firserne begynder den danske kulturelite at bekende kulør blandt andet med Barsebäck-koncerten i Tivoli den 5. april 1981, hvor blandt andre Ghita Nørby, Svend Asmussen, Povl Dissing, Sebastian og Bodil Udsen står på scenen.
Den 10. oktober 1981 går demonstranterne atter på gaden mod Barsebäck.
1982
Kulturen skriver under
I 1982 skriver 248 skuespillere og 90 forfattere under på et opråb til politikerne. Det fanger mediernes opmærksomhed, og en række danske aviser bringer historien.
(Klik på avisudklippene for at læse.)
1982
Dansk-svensk Barsebäck-march
Den 28. august 1982 marcherer danskere og svenskere fra Landskrona til Barsebäck-værket. Samtidig sejler en dansk armada på 100-150 både mod Barsebäck. Bådene får uventet ikke lov at sejle ind i Barsebäck Havn, så deltagerne bliver fragtet på land i små både, så de kan slutte sig til marchen.
11. februar 1982
13 faglige grupper, der er involveret i beredskabsplanen for Barsebäck, ses her ved foretræde for miljøminister Erik Holst. De nægter at indgå i evakueringsplanerne, som de mener er mangelfulde, og kræver Barsebäck lukket.
1983
STOP SIGYN
I 1983 skal specialskibet Sigyn tages i brug til at fragte radioaktivt affald mellem Frankrig og Sverige. De svenske myndigheder lovpriser skibets avancerede navigations- og kommunikationsudstyr og forsikrer offentligheden om, at grundstødning eller kollision er utænkeligt. OOA arrangerer sammen med Greenpeace en række aktioner i protest mod, at skibet skal bevæge sig igennem det danske farvand med det farlige affald. Miljøorganisationerne uddeler løbesedler, skriver protestbreve og skaber aktioner ved de svenske konsulater.
Det lykkes at indsamle 80.785 underskrifter, som en gruppe aktivister kører til Stockholm for at overrække til den svenske miljøminister. Jesper Carlsen, som var med på turen, husker at de prøvede at skabe lidt opmærksomhed omkring overrækkelsen af de mange underskrifter:
»Vi fandt på et mediestunt, hvor vi satte de mange ark med underskrifter sammen til en kæmpe rulle, som vi døbte lokumsrullen. På vej til Stockholm kørte vi ind på torvet i en svensk by og rullede strimmelen ud for at vise svenskerne, hvor lang den var. Svenskernes interesse var ikke overvældende, men da vi kom til Stockholm, røg vi direkte i aftenens danske TV-avis.«
Da Sigyn på sin jomfrurejse 25. november 1983 påbegynder indsejlingen til Barsebäck Havn, sker det, de svenske myndigheder havde sagt, ikke kunne ske. Sigyn støder på grund. Heldigvis uden radioaktiv last, men Sigyn får en halv meter lang flænge og adskillige buler i skroget. Under reparationen af Sigyn skærer atomkraft-kritiske smede på værftet i Landskrona et stykke af det beskadigede skrog og laver en skulptur ud af det. Skulpturen får navnet 'Den utænkelige bule' og foræres til besætningen på Greenpeace-skibet Sirius, som senere giver den videre til OOA.
'Den utænkelige bule' ender i år 2000 med at blive fast udstillet på Nationalmuseet.
’Den utænkelige bule’
1986
TJERNOBYL
Den 26. april 1986 sker det, mange har frygtet. På Tjernobyl-atomkraftværket i Sovjetunionen nedsmelter en reaktor totalt. Reaktoren er ikke omgivet af en indkapsling, som kan forhindre reaktorens indhold i at sprede sig, og derfor sender eksplosionen en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Det radioaktive materiale driver med vind og nedbør ud over dele af det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og så langt som til det østlige USA.
De sovjetiske myndigheder lægger låg på ulykken, og det er først, da svenske atomforskere analyserer indholdet i den svenske luft, at det går op for resten af verden, at der for alvor er noget helt galt i Ukraine.
Store landområder bliver slemt forurenet, og 336.000 mennesker må evakueres og genhuses. 47 redningsarbejdere, der deltager i oprydningen efter ulykken, mister livet. Der er stor usikkerhed og uenighed om, hvor mange ofre ulykken har været skyld i på længere sigt, men ifølge Greenpeace kan op mod 300.000 have mistet livet på grund af senfølger siden 1986.
Efter ulykken på Tjernobyl kræver OOA i et åbent brev til USSR's regering en øjeblikkelig afvikling af de sovjetiske atomkraftværker.
1986 - 1996
Efter det i 1985 endelig lykkes at få stoppet planerne om atomkraft i Danmark, kan OOA fokusere mere af sin opmærksomhed på den lange seje kamp for at få lukket Barsebäck.
Men det kan være svært at holde gejsten oppe, fortæller Bente Meillier: »Barsebäck var som at slå i en dyne, fordi det tog så afsindigt mange år. Og så kan man godt blive træt af at stå der med sit skilt og smile.«
I 1989 besætter OOA-aktivister den svenske ambassade i København i 36 timer i protest mod Sigyns sejlads i danske farvande og fortsætter med en uges protestaktioner i København og ved Barsebäck. I 1990 udskyder den svenske Riksdag afvikling af atomkraft i Sverige, og i 1993 ombygger de sikkerhedssystemerne på Barsebäck for 35,5 millioner svenske kroner. OOA-aktivister udfører protestaktion ved Barsebäck, og i 1995 indvies OOA's nye kampagnekontor i Malmø.
1997 - 2005
I 1997 kan OOA endelig fejre, at der indgås en aftale i Sverige om, at Barsebäck lukkes som det første svenske atomkraftværk. Ifølge planen skal reaktor 1 lukkes inden 1998 og reaktor 2 inden 2001.
Men i 1998 sætter Barsebäcks ejere Sydkraft sig imod den planlagte lukning og klager over beslutningen til EU-Kommissionen og Regeringsretten.
Den planlagte glædesfest 1. juli må ændres til protestmøde mod Barsebäck på Rådhuspladsen i København, da lukningen af Barsebäcks reaktor 1 igen er udskudt.
Se udsendelsen "To aktivister siger farvel til Barsebäck" på TV2 Lorry
Snart efter kræver et flertal i det danske Folketing, at Barsebäck lukkes midlertidigt p.g.a. sikkerhedsproblemer, og de svenske domstole slår fast, at beslutningen om Barsebäcks lukning er lovlig. Sydkraft sender endnu en klage til EU-Kommissionen og anker også til svensk Højesteret, der afviser, at Barsebäck kan køre videre under sagens behandling. Der indgås derefter en frivillig aftale med den svenske regering, og Barsebäcks reaktor 1 lukkes endeligt den 30. november kl. 23.45 1999.
Sydkraft ønsker dog at lade Barsebäck 2 køre videre helt til 2017, og Sverige udskyder igen lukningen af Barsebäck 2 på ubestemt tid, da den har fået en omfattende modernisering
Først da et flertal i det danske folketing i 2004 igen anmoder om at få Barsebäck lukket, beslutter den svenske Riksdag, at Barsebäck 2 skal lukkes i 2005.
Efter 28 års kamp lykkes det endelig. Kl. 24.00 den 31. maj 2005 lukker man Barsebäck 2.
