ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK
▶
▶
ATOMKRAFT? NEJ TAK

Lobbyarbejdet

OOA’s arbejde mod atomkraft begrænser sig ikke til politiske manifestationer og happenings. Der bliver også lagt mange kræfter i et målrettet lobbyarbejde for at få magthaverne til at lytte til OOA’s argumenter. »Det var ikke nok, at vi i OOA råbte op. Det var også vigtigt at have gode allierede blandt politikerne, i embedsmandsværket, forskere og journalister,« fortæller Tarjei Haaland.

»Den viden, partierne baserede deres atomkraftpolitik på, var for ensidig. Meget af lobbyarbejdet bestod i, at vi gik i dybden med nogle argumentationer, som vi derefter sendte til ordførerne på energi- og miljøområdet for at opveje de meget rosenrøde ja-til-atomkraft-brochurer, som elværkerne sendte til alle på det tidspunkt. Vi inviterede forskere indenfor området til Danmark, og hver gang vi gjorde det, inviterede vi også politikerne til at komme og lytte. Det meste af lobbyarbejdet bestod på den måde af et massivt argument- og informationsflow,« siger Tarjei Haaland.

Elforsyningsselskaberne gør på deres side en stor indsats for at gøde jorden for atomkraften på en række folkemøder rundt omkring i landet. Det er på et af disse møder i 1976, at SF’eren Morten Lange kalder atomkraftmodstanden et 'led i en ganske almindelig 'religiøs' bølge sat i gang af barfodsgængere og andre biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere'.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Kvinderne

Generelt var der et skel mellem mænd og kvinder i atomkraftspørgsmålet, husker Tarjei Haaland: »Det var kvinderne, der var mest imod og mændene, der var lidt træge i det. Det afspejlede sig også blandt politikerne. Det var først og fremmest kvindelige politikere, som vi snakkede med, og som overbeviste deres partier om, at de skulle skifte holdning.«

Tarjei Haaland og andre OOA'ere mødes flere gange i det skjulte med socialdemokraten Birte Weiss for at drøfte, hvordan man kan få ændret partiets atomkraftpolitik: »En af de gange, hvor jeg virkelig oplevede, at der var ved at ske noget, var da Jørgen Steen Nielsen og jeg mødtes med Birte Weiss i Kongens Have, og hun sagde: »I må regne med, at Socialdemokratiet er en supertanker, der skal skifte kurs, så I må være lidt tålmodige med os«. Hun var enig med os, men skulle jo gå meget stille med dørene. Hun mente, at man skulle overbevise partiet og Anker Jørgensen om, at man i første omgang skulle udskyde beslutningen om atomkraft. Der fik vi mod på, at vi skulle bare fortsætte – uden at tro, at det var noget, man kunne ændre på en eftermiddag.«

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Supertankeren skifter kurs

I juni 1976 afleverer OOA 168.498 underskrifter mod atomkraft til statsminister Anker Jørgensen, og ved denne lejlighed holdt de to forfattere Thorkild Bjørnvig og Frode Jakobsen taler. Siegfried Christiansen, som var med til at overrække underskrifterne, fortæller, at man allerede på dette tidspunkt kan fornemme en vaklen hos Socialdemokratiets formand:

»Jeg tror især, at talen af partiveteranen Frode Jakobsen påvirkede Anker Jørgensen stærkt. Diskussionen for eller imod atomkraft bølgede sommeren igennem i Socialdemokratiet, og 1. august 1976 udtalte han til bladet Metal, at det ikke var sikkert, at Danmark ville få atomkraft. Kort tid herefter – den 10. august – orienterede Anker Jørgensen ledende organer i Socialdemokratiet om regeringens ønske om udskydelse af atomkraftbeslutningen og får bred opbakning hertil. I sin dagbog kalder han den beslutning for ‘en befrielse’.«

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Download talerne som PDF

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Jyllands-Posten, oktober 1977

Store demonstrationer, folkemarcher og underskriftindsamlinger er med til at lægge pres på de folkevalgte. I løbet af 1977 og 1978 begynder opinionsundersøgelser at vise, at et markant flertal af danskerne er imod atomkraft. I disse år ændrer både SF og Radikale Venstre deres politik og slutter sig til atomkraftmodstanderne, men flertallet af folketingets partier går stadig ind for atomkraft. I 1979 bidrager OOA’s store Folkepjece-kampagne og ulykken på atomkraftværket på Three Mile Island i USA til at udbrede modstanden mod atomkraft, hvilket blandt andet kommer til udtryk i et stigende fokus på Barsebäck i den offentlige debat.

Kursskiftet
25. januar 1980 kommer statsminister Anker Jørgensen med en overraskende udmelding. På et gruppemøde siger han, at beslutningen om atomkraft skal udsættes til efter 1981, og at der nu skal udarbejdes en energiplan uden anvendelse af atomkraft. Dagen efter bekræfter regeringen udmeldingen som regeringens officielle politik. Udmeldingen vækker opsigt i medierne og hos både tilhængere og modstandere af atomkraft. I den efterfølgende offentlige debat omtales dette som ‘Ankers atom-kup’.

 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Fagbevægelsen

OOA fokuserer fra start på at mobilisere fagbevægelsen for at lægge pres på politikerne. Derfor bliver en række repræsentanter for fagforbundet LO inddraget i OOA-Komiteen, og flere af OOA’s kampagneaviser målrettes specifikt faglige kredse og arbejdspladser. Et vigtigt stridspunkt i fagbevægelsen går på, hvad atomkraft versus vedvarende energi vil betyde for beskæftigelsen.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Fagforeningsdemonstration mod atomkraft foran Arbejdsgiverforeningen i København.

Fagbevægelsen var generelt splittet i sin holdning til atomkraft, fortæller Lars Ole Andersen, der var med i OOA’s fagbevægelsesgruppe. »Ledelsen i METAL gik ind for atomkraft, fordi de mente, det var godt for Danmark og gav beskæftigelse til deres medlemmer. OOA og mange i den atomkraft-skeptiske del af fagbevægelsen som SID og El-forbundet sagde derimod, at meget af beskæftigelsen ved opførelsen af atomkraftværker ville ligge i udlandet. Der var langt mere dansk beskæftigelse i at lave decentrale kraftvarmeværker og bruge olien eller naturgas fra Nordsøen til at fyre med i disse værker. Desuden var der god beskæftigelse i det, der blev kaldt tekniske energibesparelser; bedre konstruktion af frysere og køleskabe, mere energiøkonomiske industrimaskiner, termostater og energibesparende pumper m.m.«

OOA arrangerer faglige konferencer og høringer med fokus på atomkraftens betydning for arbejdernes forhold og sikkerhed. Her drøfter man blandt andet, hvem der skal håndtere atomaffaldet, hvis Danmark får atomkraft. Mange faglige organisationer forholder sig desuden kritisk til regeringens evakueringsplaner – eller mangel på samme – i tilfælde af en ulykke på Barsebäck.

'Hvis atomulykken sker'

I januar 1980 afholder OOA høringen ‘Hvis atomulykken sker’. Høringen har tre hovedpunkter på dagsordenen: De helbredsmæssige konsekvenser af en ulykke, de danske beredskabsforanstaltninger og den radioaktive langtidsforurening af landområder. Til høringen medvirker repræsentanter for Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Risø.

HT-chauffør Jesper Helms deltager som udspørger i høringen, og han konkluderer efterfølgende, at han med den nuværende mangelfulde evakueringsplan ikke vil anbefale chaufførerne at deltage i en eventuel evakuering. HT-chaufførernes holdning får dog først bred folkelig opmærksomhed, da Jesper Helms deltager i Gorm og Gregers' TV-program 'Lørdagskanalen' i april 1982 – mere end 2 år efter høringen. 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Jesper Helms, formand for buschaufførerne.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

HT-chauffør Jesper Helms interviewes i tv-programmet "Lørdagskanalen", 1982.

 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Ny borgerlig regering 

Ved valget i 1982 skifter regeringsmagten, men det nye regeringsparti, Det Konservative Folkeparti, er i udgangspunktet tilhængere af at indføre atomkraft i Danmark på trods af, at det politiske fokus i flere år allerede har været rettet mod lukningen af Barsebäckværket og udviklingen af en dansk energipolitik uden atomkraft. OOA byder firkløverregeringen velkommen med den landsdækkende kampagne 'Opgi' atomkraften'.

'10 år i bevægelse'

I 1984 udkommer jubilæumsudgivelsen ‘OOA - 10 år i bevægelse’, hvor politikere, embedsfolk, forskere, forfattere, journalister, tegnere, fotografer og græsrødder gør status over 10 års folkelig modstand mod atomkraft.  

Download 'OOA - 10 år i bevægelse' som PDF ↓

ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK

 

I '10 år i bevægelse' svarer fire kvindelige politikere på, hvilken indflydelse OOA har haft for deres partis atomkraftpolitik.

 

Lone Dybkjær (Radikale Venstre) 

»OOA har reelt været det eneste modstykke til den officielle atomkraftpolitik-linie, og som sådan har det gjort, at energidebatten har fået en bredde, den ellers ikke ville kunne få. I starten var den største del af folketinget jo tilhængere af atomkraft. Her ville man have været uden nogen hjælp, hvis ikke OOA havde kunnet mobilisere argumenter, personer osv. i debatten. Jeg tror, OOA har været en medvirkende årsag til, at stemningen i Danmark er vendt fra at være for atomkraft til nu at være imod atomkraft. Og det er jo da ikke så dårligt et resultat af et arbejde.«

 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Margrete Auken (SF)

»[OOA har betydet] meget – på randen af alt. Op til landsmødet i 1975 var SF’s folketingsgruppe på det nærmeste a-kraft-tilhængere, men fra og med landsmødet ændrede politikken sig. Fra 1977 var den helt klart imod. Dette skifte havde ikke været nemt at få igennem, hvis ikke OOA havde været der.« 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Birte Weiss (Socialdemokratiet)

»Hvis ikke OOA – eller en tilsvarende – bred, folkelig bevægelse var opstået, ville debatten om A-kraft i Danmark have været dårligere. Det vil sige mere ekspertorienteret, mindre forståelig og derfor mindre betydningsfuld. I Socialdemokratiet kom den kritiske holdning til atomkraft nedefra. Mens det endnu var partiets officielle holdning (og en stor del af fagbevægelsens), at det kun var et tidsspørgsmål at få overbevist befolkningen om A-kraftens lyksaligheder, engagerede mange menige socialdemokrater sig i A-kraftdebatten. OOA har en stor del af æren for, at det blev muligt.« 

»Folkeliggørelsen af debatten blev afgørende for holdningsskredet i Socialdemokratiet, først i form af krav om folkeafstemning, senere som præcist formuleret tvivl om A-kraftens virkninger og bivirkninger og endnu senere som et konkret engagement i opprioritering af alternativerne til kernekraft.« 

Annelise Gotfredsen (Det Konservative Folkeparti)

»Da jeg har det synspunkt, at staten og myndighederne skal være meget forsigtige med at vejlede og oplyse, er det naturligvis for mig en god ting, at private organisationer tager sig af denne opgave. For OOA's vedkommende ligger det dog nok sådan, at den fra starten – og efter min mening med rette – er blevet mistænkt for at være for ensidig i sin oplysning. Det er en ærlig sag, hvis det drejer sig om en tydelig interesseorganisation, men i dette tilfælde har man givet indtryk af objektivitet og samtidig holdt sig til det ene synspunkt: imod atomkraft. Det havde nok været mere ærligt at kalde sig ‘Organisationen imod atomkraft’.«

ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK

En uventet gæst 

I januar 1984 fejrer glade græsrødder 10 års fødselsdag i OOA's Bibliotek i Ryesgade i København. Pludselig træder en uventet gæst ind ad døren. Det er den tidligere socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, der vil ønske de overrumplede OOA'ere tillykke.  

ATOMKRAFT? NEJ TAK

»Vi blev jo selvfølgelig benovede og overraskede, og selvom det var lidt frækt, tænkte vi med det samme, at det var vigtigt at få noget presse på,« fortæller Tarjei Haaland. »Det, at han kom og takkede os for vores indsats, var et klart signal om, at han ikke bare vil have atomkraften udsat på ubestemt tid, men at han også syntes, at det var en dårlig ide. Sammen med gæve kvindelige politikere som Birte Weiss og Lone Dybkjær var Anker Jørgensen en, der kunne lytte til græsrødderne.«

Selvom Anker Jørgensens fødselsdagsvisit kan tyde på, at den socialdemokratiske supertanker har ændret kurs, kommer det under en folketingsdebat i marts frem, at et flertal blandt socialdemokraterne stadig ønsker atomkraft. Men blot et par måneder efter denne debat ændres partiets kurs dog endeligt, da Socialdemokratiets hovedbestyrelse kommer med en indstilling til partikongressen om, at atomkraft endeligt tages af partiets arbejdsprogram.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Næsten 'nej tak' til atomkraft

I en tv-tale 6. januar 1984 siger statsminister Poul Schlüter, at der er noget, der taler for, at atomkraftens tid er forbi i Danmark. Samme dag udtaler han til Jyllands-Posten:

 »Hvis vi havde indført atomkraft for 10 eller 20 år siden, havde det sikkert været en enorm god forretning. Men nu kan det vise sig at blive et alt for kostbart projekt og en dårlig samfundsinvestering, når vi tager alternativerne i betragtning, f.eks. olien og gassen fra Nordsøen og udviklingen af nye energikilder. Vi ved også, at det at indføre atomkraft ville blive en historisk stridssag, som ville sætte dybe skel. Så skal man da ikke beklage, at det går i den retning, at vi kan klare os uden.«

ATOMKRAFT? NEJ TAK

OOA-særtryk nr. 23 med oplæg af blandt andre Jørgen Steen Nielsen, Henrik Sidenius og Ebbe Kløvedal Reich fra græsrodsseminaret “I bevægelse”, afholdt 28. januar 1984.

Læs hele Jørgen Steen Nielsens oplæg.

I OOA er man bange for at tage sejren på forskud. Som mangeårig OOA-aktivist og senere chefredaktør og klimajournalist på Dagbladet Information, Jørgen Steen Nielsen, skriver i OOA’s 10 års jubilæumstidsskrift:

»Én gang nåede vi ligefrem at købe champagne – og drikke den – fordi vi havde fået nys om, at den danske regering var klar til at kræve Barsebäck lukket. Vi troede, at den sejr var hjemme. Men vi tog fejl. I dag kan det se ud som om, at vi har vundet spørgsmålet om dansk atomkraft. Men vi kan meget vel tage fejl igen. For selvom befolkningsflertallet er imod, så er der lige nu flere tegn på, at Schlüter-regeringen vil gå imod alle odds og prøve at få en beslutning igennem i folketinget i løbet af foråret.«

Læs hele Jørgen Steen Nielsens oplæg.

 

ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK

Atomkraft? Nej tak!

Men i 1985 er det endelig tid for OOA’erne til at finde champagnen frem – og drikke den. Den 29. marts 1985 vedtager et flertal udenom regeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Venstresocialisterne en lov om offentlig energiplanlægning uden inddragelse af atomkraft. På tilhørerrækkerne er en gruppe jublende OOA’ere mødt op.

»Det var vanskeligt at forstå, at det, der 11 år tidligere var en nærmest yderligtgående holdning hos en ganske lille gruppe mennesker, nu pludselig var Danmarks officielle politik. Det fortæller noget om, hvor langt man kan nå i retning af kloge beslutninger, når demokratiet får tid og rum til at fungere, og når mennesker i fællesskab opbyder alle deres kræfter og talenter for at opnå indflydelse. Det var en fantastisk dag,« fortæller Jørgen Steen Nielsen, der selv var med på tilhørerrækkerne den dag.

Men selvom sejren bliver fejret i OOA, er der ikke tid til at hvile på laurbærrene, fortæller Tarjei Haaland: »Vi holdt da en stor fest bagefter, men vi følte jo ikke, at vi var færdige, for vi skulle også lige have lukket Barsebäck…«  

Kampen fortsætter

Efter 1985 fokuserer OOA en stor del af sin opmærksomhed på at få lukket Barsebäck. Samtidig tager man kampen op mod de forurenende kulkraftværker, som stadig står for den største del af den danske energiproduktion i 1980’erne og 1990’erne. 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Drivhuseffekten
- Det store eksperiment

I løbet af 1990'erne står det i stigende grad klart for forskere og miljøorganisationer, at verdens accellererende CO2-udledninger vil føre til omfattende klimaforandringer.

For at sætte fokus på problemet udgiver OOA i 1996 publikationen 'Drivhuseffekten - Det store eksperiment', skrevet af OOA-aktivist Stig Melgaard. Publikationen er udarbejdet, så den kan bruges som undervisningsmateriale i de ældste folkeskoleklasser og i gymnasiet. 

 

Download som PDF (25mb)

ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK

Solen går ned over OOA

Efter et kvart århundredes kamp mod atomkraft, nedlægger OOA sig selv 31. maj 2000. Planerne om at opføre talrige atomkraftværker i hele landet er blevet erstattet med et vindeventyr og massive energibesparelser. Barsebäcks reaktor 1 er allerede taget ud af brug, mens nedlukningen af reaktor 2 trods protester fra værkets ejere også er undervejs.

OOA Fonden oprettes og støtter med licensindtægter fra kommercielt salg af solmærkematerialer kampen mod atomkraft i andre lande. Efter markant vigende indtægter nedlægges Fonden i 2021.

Afskedsbrev til gamle OOA-aktivister
Pressemeddelelse om nedlæggelse

Forrige
< Barsebäck

Til top ↟

Næste
Mere >

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Lobbyarbejdet

OOA’s arbejde mod atomkraft begrænser sig ikke til politiske manifestationer og happenings. Der bliver også lagt mange kræfter i et målrettet lobbyarbejde for at få magthaverne til at lytte til OOA’s argumenter. »Det var ikke nok, at vi i OOA råbte op. Det var også vigtigt at have gode allierede blandt politikerne, i embedsmandsværket, forskere og journalister,« fortæller Tarjei Haaland.

»Den viden, partierne baserede deres atomkraftpolitik på, var for ensidig. Meget af lobbyarbejdet bestod i, at vi gik i dybden med nogle argumentationer, som vi derefter sendte til ordførerne på energi- og miljøområdet for at opveje de meget rosenrøde ja-til-atomkraft-brochurer, som elværkerne sendte til alle på det tidspunkt. Vi inviterede forskere indenfor området til Danmark, og hver gang vi gjorde det, inviterede vi også politikerne til at komme og lytte. Det meste af lobbyarbejdet bestod på den måde af et massivt argument- og informationsflow,« siger Tarjei Haaland.

Elforsyningsselskaberne gør på deres side en stor indsats for at gøde jorden for atomkraften på en række folkemøder rundt omkring i landet. Det er på et af disse møder i 1976, at SF’eren Morten Lange kalder atomkraftmodstanden et 'led i en ganske almindelig 'religiøs' bølge sat i gang af barfodsgængere og andre biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere'.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Kvinderne

Generelt var der et skel mellem mænd og kvinder i atomkraftspørgsmålet, husker Tarjei Haaland: »Det var kvinderne, der var mest imod og mændene, der var lidt træge i det. Det afspejlede sig også blandt politikerne. Det var først og fremmest kvindelige politikere, som vi snakkede med, og som overbeviste deres partier om, at de skulle skifte holdning.«

Tarjei Haaland og andre OOA'ere mødes flere gange i det skjulte med socialdemokraten Birte Weiss for at drøfte, hvordan man kan få ændret partiets atomkraftpolitik: »En af de gange, hvor jeg virkelig oplevede, at der var ved at ske noget, var da Jørgen Steen Nielsen og jeg mødtes med Birte Weiss i Kongens Have, og hun sagde: »I må regne med, at Socialdemokratiet er en supertanker, der skal skifte kurs, så I må være lidt tålmodige med os«. Hun var enig med os, men skulle jo gå meget stille med dørene. Hun mente, at man skulle overbevise partiet og Anker Jørgensen om, at man i første omgang skulle udskyde beslutningen om atomkraft. Der fik vi mod på, at vi skulle bare fortsætte – uden at tro, at det var noget, man kunne ændre på en eftermiddag.«

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Supertankeren skifter kurs

I juni 1976 afleverer OOA 168.498 underskrifter mod atomkraft til statsminister Anker Jørgensen, og ved denne lejlighed holdt de to forfattere Thorkild Bjørnvig og Frode Jakobsen taler. Siegfried Christiansen, som var med til at overrække underskrifterne, fortæller, at man allerede på dette tidspunkt kan fornemme en vaklen hos Socialdemokratiets formand:

»Jeg tror især, at talen af partiveteranen Frode Jakobsen påvirkede Anker Jørgensen stærkt. Diskussionen for eller imod atomkraft bølgede sommeren igennem i Socialdemokratiet, og 1. august 1976 udtalte han til bladet Metal, at det ikke var sikkert, at Danmark ville få atomkraft. Kort tid herefter – den 10. august – orienterede Anker Jørgensen ledende organer i Socialdemokratiet om regeringens ønske om udskydelse af atomkraftbeslutningen og får bred opbakning hertil. I sin dagbog kalder han den beslutning for ‘en befrielse’.«

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Jyllands-Posten, oktober 1977

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Download talerne som PDF

Store demonstrationer, folkemarcher og underskriftindsamlinger er med til at lægge pres på de folkevalgte. I løbet af 1977 og 1978 begynder opinionsundersøgelser at vise, at et markant flertal af danskerne er imod atomkraft. I disse år ændrer både SF og Radikale Venstre deres politik og slutter sig til atomkraftmodstanderne, men flertallet af folketingets partier går stadig ind for atomkraft. I 1979 bidrager OOA’s store Folkepjece-kampagne og ulykken på atomkraftværket på Three Mile Island i USA til at udbrede modstanden mod atomkraft, hvilket blandt andet kommer til udtryk i et stigende fokus på Barsebäck i den offentlige debat.

Kursskiftet
25. januar 1980 kommer statsminister Anker Jørgensen med en overraskende udmelding. På et gruppemøde siger han, at beslutningen om atomkraft skal udsættes til efter 1981, og at der nu skal udarbejdes en energiplan uden anvendelse af atomkraft. Dagen efter bekræfter regeringen udmeldingen som regeringens officielle politik. Udmeldingen vækker opsigt i medierne og hos både tilhængere og modstandere af atomkraft. I den efterfølgende offentlige debat omtales dette som ‘Ankers atom-kup’.

 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Fagbevægelsen

OOA fokuserer fra start på at mobilisere fagbevægelsen for at lægge pres på politikerne. Derfor bliver en række repræsentanter for fagforbundet LO inddraget i OOA-Komiteen, og flere af OOA’s kampagneaviser målrettes specifikt faglige kredse og arbejdspladser. Et vigtigt stridspunkt i fagbevægelsen går på, hvad atomkraft versus vedvarende energi vil betyde for beskæftigelsen.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Fagforeningsdemonstration mod atomkraft foran Arbejdsgiverforeningen i København.

Fagbevægelsen var generelt splittet i sin holdning til atomkraft, fortæller Lars Ole Andersen, der var med i OOA’s fagbevægelsesgruppe. »Ledelsen i METAL gik ind for atomkraft, fordi de mente, det var godt for Danmark og gav beskæftigelse til deres medlemmer. OOA og mange i den atomkraft-skeptiske del af fagbevægelsen som SID og El-forbundet sagde derimod, at meget af beskæftigelsen ved opførelsen af atomkraftværker ville ligge i udlandet. Der var langt mere dansk beskæftigelse i at lave decentrale kraftvarmeværker og bruge olien eller naturgas fra Nordsøen til at fyre med i disse værker. Desuden var der god beskæftigelse i det, der blev kaldt tekniske energibesparelser; bedre konstruktion af frysere og køleskabe, mere energiøkonomiske industrimaskiner, termostater og energibesparende pumper m.m.«

OOA arrangerer faglige konferencer og høringer med fokus på atomkraftens betydning for arbejdernes forhold og sikkerhed. Her drøfter man blandt andet, hvem der skal håndtere atomaffaldet, hvis Danmark får atomkraft. Mange faglige organisationer forholder sig desuden kritisk til regeringens evakueringsplaner – eller mangel på samme – i tilfælde af en ulykke på Barsebäck.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Jesper Helms, formand for buschaufførerne.

'Hvis atomulykken sker'

I januar 1980 afholder OOA høringen ‘Hvis atomulykken sker’. Høringen har tre hovedpunkter på dagsordenen: De helbredsmæssige konsekvenser af en ulykke, de danske beredskabsforanstaltninger og den radioaktive langtidsforurening af landområder. Til høringen medvirker repræsentanter for Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Risø.

HT-chauffør Jesper Helms deltager som udspørger i høringen, og han konkluderer efterfølgende, at han med den nuværende mangelfulde evakueringsplan ikke vil anbefale chaufførerne at deltage i en eventuel evakuering. HT-chaufførernes holdning får dog først bred folkelig opmærksomhed, da Jesper Helms deltager i Gorm og Gregers' TV-program 'Lørdagskanalen' i april 1982 – mere end 2 år efter høringen. 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

HT-chauffør Jesper Helms interviewes i tv-programmet "Lørdagskanalen", 1982.

 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Ny borgerlig regering 

Ved valget i 1982 skifter regeringsmagten, men det nye regeringsparti, Det Konservative Folkeparti, er i udgangspunktet tilhængere af at indføre atomkraft i Danmark på trods af, at det politiske fokus i flere år allerede har været rettet mod lukningen af Barsebäckværket og udviklingen af en dansk energipolitik uden atomkraft. OOA byder firkløverregeringen velkommen med den landsdækkende kampagne 'Opgi' atomkraften'.

'10 år i bevægelse'

I 1984 udkommer jubilæumsudgivelsen ‘OOA - 10 år i bevægelse’, hvor politikere, embedsfolk, forskere, forfattere, journalister, tegnere, fotografer og græsrødder gør status over 10 års folkelig modstand mod atomkraft.  

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Download 'OOA - 10 år i bevægelse' som PDF ↓

ATOMKRAFT? NEJ TAK

 

I '10 år i bevægelse' svarer fire kvindelige politikere på, hvilken indflydelse OOA har haft for deres partis atomkraftpolitik.

 

Lone Dybkjær (Radikale Venstre) 

»OOA har reelt været det eneste modstykke til den officielle atomkraftpolitik-linie, og som sådan har det gjort, at energidebatten har fået en bredde, den ellers ikke ville kunne få. I starten var den største del af folketinget jo tilhængere af atomkraft. Her ville man have været uden nogen hjælp, hvis ikke OOA havde kunnet mobilisere argumenter, personer osv. i debatten. Jeg tror, OOA har været en medvirkende årsag til, at stemningen i Danmark er vendt fra at være for atomkraft til nu at være imod atomkraft. Og det er jo da ikke så dårligt et resultat af et arbejde.«

 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Margrete Auken (SF)

»[OOA har betydet] meget – på randen af alt. Op til landsmødet i 1975 var SF’s folketingsgruppe på det nærmeste a-kraft-tilhængere, men fra og med landsmødet ændrede politikken sig. Fra 1977 var den helt klart imod. Dette skifte havde ikke været nemt at få igennem, hvis ikke OOA havde været der.« 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Birte Weiss (Socialdemokratiet)

»Hvis ikke OOA – eller en tilsvarende – bred, folkelig bevægelse var opstået, ville debatten om A-kraft i Danmark have været dårligere. Det vil sige mere ekspertorienteret, mindre forståelig og derfor mindre betydningsfuld. I Socialdemokratiet kom den kritiske holdning til atomkraft nedefra. Mens det endnu var partiets officielle holdning (og en stor del af fagbevægelsens), at det kun var et tidsspørgsmål at få overbevist befolkningen om A-kraftens lyksaligheder, engagerede mange menige socialdemokrater sig i A-kraftdebatten. OOA har en stor del af æren for, at det blev muligt.« 

»Folkeliggørelsen af debatten blev afgørende for holdningsskredet i Socialdemokratiet, først i form af krav om folkeafstemning, senere som præcist formuleret tvivl om A-kraftens virkninger og bivirkninger og endnu senere som et konkret engagement i opprioritering af alternativerne til kernekraft.« 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Annelise Gotfredsen (Det Konservative Folkeparti)

»Da jeg har det synspunkt, at staten og myndighederne skal være meget forsigtige med at vejlede og oplyse, er det naturligvis for mig en god ting, at private organisationer tager sig af denne opgave. For OOA's vedkommende ligger det dog nok sådan, at den fra starten – og efter min mening med rette – er blevet mistænkt for at være for ensidig i sin oplysning. Det er en ærlig sag, hvis det drejer sig om en tydelig interesseorganisation, men i dette tilfælde har man givet indtryk af objektivitet og samtidig holdt sig til det ene synspunkt: imod atomkraft. Det havde nok været mere ærligt at kalde sig ‘Organisationen imod atomkraft’.«

ATOMKRAFT? NEJ TAK

En uventet gæst 

I januar 1984 fejrer glade græsrødder 10 års fødselsdag i OOA's Bibliotek i Ryesgade i København. Pludselig træder en uventet gæst ind ad døren. Det er den tidligere socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, der vil ønske de overrumplede OOA'ere tillykke.  

ATOMKRAFT? NEJ TAK

»Vi blev jo selvfølgelig benovede og overraskede, og selvom det var lidt frækt, tænkte vi med det samme, at det var vigtigt at få noget presse på,« fortæller Tarjei Haaland. »Det, at han kom og takkede os for vores indsats, var et klart signal om, at han ikke bare vil have atomkraften udsat på ubestemt tid, men at han også syntes, at det var en dårlig ide. Sammen med gæve kvindelige politikere som Birte Weiss og Lone Dybkjær var Anker Jørgensen en, der kunne lytte til græsrødderne.«

Selvom Anker Jørgensens fødselsdagsvisit kan tyde på, at den socialdemokratiske supertanker har ændret kurs, kommer det under en folketingsdebat i marts frem, at et flertal blandt socialdemokraterne stadig ønsker atomkraft. Men blot et par måneder efter denne debat ændres partiets kurs dog endeligt, da Socialdemokratiets hovedbestyrelse kommer med en indstilling til partikongressen om, at atomkraft endeligt tages af partiets arbejdsprogram.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Næsten 'nej tak' til atomkraft

I en tv-tale 6. januar 1984 siger statsminister Poul Schlüter, at der er noget, der taler for, at atomkraftens tid er forbi i Danmark. Samme dag udtaler han til Jyllands-Posten:

 »Hvis vi havde indført atomkraft for 10 eller 20 år siden, havde det sikkert været en enorm god forretning. Men nu kan det vise sig at blive et alt for kostbart projekt og en dårlig samfundsinvestering, når vi tager alternativerne i betragtning, f.eks. olien og gassen fra Nordsøen og udviklingen af nye energikilder. Vi ved også, at det at indføre atomkraft ville blive en historisk stridssag, som ville sætte dybe skel. Så skal man da ikke beklage, at det går i den retning, at vi kan klare os uden.«

I OOA er man bange for at tage sejren på forskud. Som mangeårig OOA-aktivist og senere chefredaktør og klimajournalist på Dagbladet Information, Jørgen Steen Nielsen, skriver i OOA’s 10 års jubilæumstidsskrift:

»Én gang nåede vi ligefrem at købe champagne – og drikke den – fordi vi havde fået nys om, at den danske regering var klar til at kræve Barsebäck lukket. Vi troede, at den sejr var hjemme. Men vi tog fejl. I dag kan det se ud som om, at vi har vundet spørgsmålet om dansk atomkraft. Men vi kan meget vel tage fejl igen. For selvom befolkningsflertallet er imod, så er der lige nu flere tegn på, at Schlüter-regeringen vil gå imod alle odds og prøve at få en beslutning igennem i folketinget i løbet af foråret.«

 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

OOA-særtryk nr. 23 med oplæg af blandt andre Jørgen Steen Nielsen, Henrik Sidenius og Ebbe Kløvedal Reich fra græsrodsseminaret “I bevægelse”, afholdt 28. januar 1984.

Læs hele Jørgen Steen Nielsens oplæg.

ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK

Atomkraft? Nej tak!

Men i 1985 er det endelig tid for OOA’erne til at finde champagnen frem – og drikke den. Den 29. marts 1985 vedtager et flertal udenom regeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Venstresocialisterne en lov om offentlig energiplanlægning uden inddragelse af atomkraft. På tilhørerrækkerne er en gruppe jublende OOA’ere mødt op.

»Det var vanskeligt at forstå, at det, der 11 år tidligere var en nærmest yderligtgående holdning hos en ganske lille gruppe mennesker, nu pludselig var Danmarks officielle politik. Det fortæller noget om, hvor langt man kan nå i retning af kloge beslutninger, når demokratiet får tid og rum til at fungere, og når mennesker i fællesskab opbyder alle deres kræfter og talenter for at opnå indflydelse. Det var en fantastisk dag,« fortæller Jørgen Steen Nielsen, der selv var med på tilhørerrækkerne den dag.

Men selvom sejren bliver fejret i OOA, er der ikke tid til at hvile på laurbærrene, fortæller Tarjei Haaland: »Vi holdt da en stor fest bagefter, men vi følte jo ikke, at vi var færdige, for vi skulle også lige have lukket Barsebäck…«  

Kampen fortsætter

Efter 1985 fokuserer OOA en stor del af sin opmærksomhed på at få lukket Barsebäck. Samtidig tager man kampen op mod de forurenende kulkraftværker, som stadig står for den største del af den danske energiproduktion i 1980’erne og 1990’erne. 

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Drivhuseffekten
- Det store eksperiment

I løbet af 1990'erne står det i stigende grad klart for forskere og miljøorganisationer, at verdens accellererende CO2-udledninger vil føre til omfattende klimaforandringer.

For at sætte fokus på problemet udgiver OOA i 1996 publikationen 'Drivhuseffekten - Det store eksperiment', skrevet af OOA-aktivist Stig Melgaard. Publikationen er udarbejdet, så den kan bruges som undervisningsmateriale i de ældste folkeskoleklasser og i gymnasiet. 

 

Download som PDF (25mb)

ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK

Solen går ned over OOA

Efter et kvart århundredes kamp mod atomkraft, nedlægger OOA sig selv 31. maj 2000. Planerne om at opføre talrige atomkraftværker i hele landet er blevet erstattet med et vindeventyr og massive energibesparelser. Barsebäcks reaktor 1 er allerede taget ud af brug, mens nedlukningen af reaktor 2 trods protester fra værkets ejere også er undervejs.

OOA Fonden oprettes og støtter med licensindtægter fra kommercielt salg af solmærkematerialer kampen mod atomkraft i andre lande. Efter markant vigende indtægter nedlægges Fonden i 2021.

Afskedsbrev til gamle OOA-aktivister
Pressemeddelelse om nedlæggelse

ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK
ATOMKRAFT? NEJ TAK

Forrige
< Barsebäck

Næste
Mere >

Til top ↟