Anne Lund, aktiv i OOA fra 1975 og idékvinde bag solmærket.
Anne Lund fortæller om sin vej ind i OOA
I det første år af OOA’s levetid kræver bevægelsen et tre-årigt moratorium, hvilket betyder, at beslutningen om atomkraft skal udsættes, så både befolkning og politikere har mulighed for at debattere og få mere viden om atomkraft. Selvom aktivisterne i OOA selv har taget stilling imod atomkraften, er strategien at få en samtale i gang på tværs af politiske skel. I stedet for direkte at være imod atomkraft, stiller OOA derfor spørgsmålet “Er du tryg ved atomkraft?” i organisationens kampagnemateriale.
Men i 1975 føles det som om, at tiden er ved at løbe fra den tilgang, husker Anne Lund:
»Vi var bekymrede for, at politikerne ville træffe en beslutning om, at man kunne sætte i gang med atomkraften, og vi kunne mærke, at folk i stigende grad var ikke bare skeptiske, men faktisk imod atomkraft. Derfor var det vigtigt, at folk fik en mulighed for at markere deres modstand.«
Mærker på tøjet
En af tidens populære og synlige måder at markere politiske holdninger på er at bære små badges på tøjet. Derfor får Anne Lund den idé at designe et badge, der siger nej til atomkraft, og som i sit æstetiske udtryk kan appellere bredt.
»Det var vigtigt at få et udtryk på mærket, som mange kunne identificere sig med. Der, hvor modstanden mod atomkraft var størst, var blandt kvinder. Jeg ville gerne lave et badge, som en midaldrende kvinde ville have lyst til at sætte på sin brune trenchcoat,« fortæller Anne Lund.
Anne Lund har tidligere været i Sverige på et udvekslingsophold, hvor hun har lagt mærke til, at den svenske anti-atombevægelse bruger to slags mærker: Et med en knyttet næve, og et med en gravid kvinde, der er omkranset af nogle neutronbaner. »OOA’s farver var på det tidspunkt gul og sort, ligesom atomkraften, og det er faresignaler... Men jeg tænkte: ‘Nej, frygten er ikke det, der skal bære os – vi vil noget andet. Vi vil have et andet samfund, en anden måde at producere energi på. Noget med liv i. Noget varmt, livgivende’,« fortæller Anne Lund.
Den tankerække fører Anne Lund hen til solen: »Jeg tænkte: ‘Solen ejer vi alle sammen. Den signalerer solenergi. Den får vinden til at blæse. Den skal være glad, men afvisende: ‘Nej tak – det er ikke dét, vi vil ha’.«
Sammen med en anden OOA'er får Anne Lund skåret tekst og symbol helt ind til benet: En sol, der siger: ‘Atomkraft – nej tak’. Og med hjælp fra en bekendt får hun skitseret den i dag så ikoniske sol:
»Jeg spurgte Lene Hvidtved Larsen, som var reklametegner: Hvordan ser sådan en sol ud? Og så greb hun en lap papir og lavede det særlige udtryk, solen har, med den lange stråle ud til den ene side...«
Herfra går det stærkt. Lokalgruppen i Aarhus er med på idéen, og aktivisterne spytter deres sparepenge i at få trykt de første 500 solmærker, som skal uddeles til årets 1. maj-demonstration. »De blev revet væk,« fortæller Anne Lund.
En kilde til mere oplysning
OOA begynder nu at producere solmærket i større oplag, og man beslutter sig for at tage penge for mærket, sådan at overskuddet fra salget kan hjælpe med at finansiere aktiviteter i det voksende antal lokalgrupper landet over. »Vi drøftede, om vi skulle give solmærket væk, bare for at folk kunne markere deres modstand. Men jeg tænkte: ‘Har man først betalt to eller fem kroner, så har man forpligtet sig på det’.«
Hver lørdag fylder aktivisterne nogle tomatkasser med badges, som de går ud i byen og sælger. »Det at gå med tomatkasser var fast arbejde. Det var en måde at komme i snak med folk på, og så var det jo også et fællesskab, ikke? Jeg mødte f.eks. min mand, da vi gik med tomatkasser,« fortæller Anne Lund.
»Ligesom det at betale penge forpligter, så betyder det også noget, når man har lagt et aktivt stykke arbejde i en bevægelse. Når man gik rundt med solmærket, blev man spurgt, så det at gå med mærket var med til at udbrede modstanden.«
Solmærket bliver allerede i 1976 oversat til tysk, engelsk og fransk, og det bliver hurtigt taget op af atomkraftmodstandere verden over. »Ideen var fra starten, at overskuddet fra salget af mærket skulle bruges lokalt til oplysningsarbejde. På et tidspunkt besluttede vi at lave en international fond, hvor en del af overskuddet gik til internationalt oplysningsarbejde,« fortæller Anne Lund.
OOA’s Internationale Fond finansierer fra 1978 i en årrække atomkraftmodstandens internationale informationstjeneste WISE (World Information Service on Energy).
Igennem årene er mærket blevet oversat til omkring 60 sprog og distribueret i millioner af eksemplarer. Solmærket bliver varemærkeregistreret i 1977 for at sikre mod misbrug.
Ved OOA's nedlæggelse i år 2000 oprettes OOA Fonden, som får til opgave at varetage alle rettigheder i forbindelse med solmærkets anvendelse.
Læs mere om solmærkets historie og anvendelse her.
At den smilende sol skulle gå hen og blive et af de mest berømte logoer i verden, var ikke noget, Anne Lund havde forestillet sig, da hun gik og bryggede på idéen, men hun havde alligevel en hemmelig forhåbning om, at det kunne nå bredt ud:
»Da jeg sad og tegnede det, drømte jeg for mig selv, om hvordan det ville blive brugt. Jeg drømte, at det blev brugt i stor skala på plakater og sådan, men det sagde jeg ikke til nogen. Og så lige pludselig skete det jo! Det der med at se det poppe op overalt – også når man rejste rundt i Europa – var en fantastisk fornemmelse.«
Og målet om at lave et badge, som en pæn midaldrende kvinde ville have lyst til at tage på, blev også nået: »Første gang, jeg så en midaldrende kvinde i en beigefarvet cottoncoat med solmærket på, tænkte jeg: ‘Dér var den!’«
Solmærket males i 1983 i kæmpestørrelse på en gavl i Vestergade i fødebyen Aarhus.
Solmærket lever videre
Solmærket har vist sig at være et slidstærkt logo. Kampen mod atomkraft udenfor Danmark fortsætter, og det samme gør efterspørgslen på solmærker på alverdens sprog. I Danmark står miljøorganisationen NOAH for salget af materiale med solmærket på dansk. Solmærker på andre sprog fås hos WISE.
Den moderne designverden fascineres til stadighed af den smilende sols appel. Det internationale designmagasin "It's Nice That!" bringer i 2018 en lang artikel om tilblivelsen af solmærket.
2017 - Det franske tøjmærke ETUDES får licens af OOA Fonden til at lave kollektionen "Nucléaire? Non merci!"
Anne Lund, aktiv i OOA fra 1975 og idékvinde bag solmærket.
Anne Lund fortæller om sin vej ind i OOA
I det første år af OOA’s levetid kræver bevægelsen et tre-årigt moratorium, hvilket betyder, at beslutningen om atomkraft skal udsættes, så både befolkning og politikere har mulighed for at debattere og få mere viden om atomkraft. Selvom aktivisterne i OOA selv har taget stilling imod atomkraften, er strategien at få en samtale i gang på tværs af politiske skel. I stedet for direkte at være imod atomkraft, stiller OOA derfor spørgsmålet “Er du tryg ved atomkraft?” i organisationens kampagnemateriale.
Men i 1975 føles det som om, at tiden er ved at løbe fra den tilgang, husker Anne Lund:
»Vi var bekymrede for, at politikerne ville træffe en beslutning om, at man kunne sætte i gang med atomkraften, og vi kunne mærke, at folk i stigende grad var ikke bare skeptiske, men faktisk imod atomkraft. Derfor var det vigtigt, at folk fik en mulighed for at markere deres modstand.«
Mærker på tøjet
En af tidens populære og synlige måder at markere politiske holdninger på er at bære små badges på tøjet. Derfor får Anne Lund den idé at designe et badge, der siger nej til atomkraft, og som i sit æstetiske udtryk kan appellere bredt.
»Det var vigtigt at få et udtryk på mærket, som mange kunne identificere sig med. Der, hvor modstanden mod atomkraft var størst, var blandt kvinder. Jeg ville gerne lave et badge, som en midaldrende kvinde ville have lyst til at sætte på sin brune trenchcoat,« fortæller Anne Lund.
Anne Lund har tidligere været i Sverige på et udvekslingsophold, hvor hun har lagt mærke til, at den svenske anti-atombevægelse bruger to slags mærker: Et med en knyttet næve, og et med en gravid kvinde, der er omkranset af nogle neutronbaner. »OOA’s farver var på det tidspunkt gul og sort, ligesom atomkraften, og det er faresignaler... Men jeg tænkte: ‘Nej, frygten er ikke det, der skal bære os – vi vil noget andet. Vi vil have et andet samfund, en anden måde at producere energi på. Noget med liv i. Noget varmt, livgivende’,« fortæller Anne Lund.
Den tankerække fører Anne Lund hen til solen: »Jeg tænkte: ‘Solen ejer vi alle sammen. Den signalerer solenergi. Den får vinden til at blæse. Den skal være glad, men afvisende: ‘Nej tak – det er ikke dét, vi vil ha’.«
Sammen med en anden OOA'er får Anne Lund skåret tekst og symbol helt ind til benet: En sol, der siger: ‘Atomkraft – nej tak’. Og med hjælp fra en bekendt får hun skitseret den i dag så ikoniske sol:
»Jeg spurgte Lene Hvidtved Larsen, som var reklametegner: Hvordan ser sådan en sol ud? Og så greb hun en lap papir og lavede det særlige udtryk, solen har, med den lange stråle ud til den ene side...«
Herfra går det stærkt. Lokalgruppen i Aarhus er med på idéen, og aktivisterne spytter deres sparepenge i at få trykt de første 500 solmærker, som skal uddeles til årets 1. maj-demonstration. »De blev revet væk,« fortæller Anne Lund.
En kilde til mere oplysning
OOA begynder nu at producere solmærket i større oplag, og man beslutter sig for at tage penge for mærket, sådan at overskuddet fra salget kan hjælpe med at finansiere aktiviteter i det voksende antal lokalgrupper landet over. »Vi drøftede, om vi skulle give solmærket væk, bare for at folk kunne markere deres modstand. Men jeg tænkte: ‘Har man først betalt to eller fem kroner, så har man forpligtet sig på det’.«
Hver lørdag fylder aktivisterne nogle tomatkasser med badges, som de går ud i byen og sælger. »Det at gå med tomatkasser var fast arbejde. Det var en måde at komme i snak med folk på, og så var det jo også et fællesskab, ikke? Jeg mødte f.eks. min mand, da vi gik med tomatkasser,« fortæller Anne Lund.
»Ligesom det at betale penge forpligter, så betyder det også noget, når man har lagt et aktivt stykke arbejde i en bevægelse. Når man gik rundt med solmærket, blev man spurgt, så det at gå med mærket var med til at udbrede modstanden.«
At den smilende sol skulle gå hen og blive et af de mest berømte logoer i verden, var ikke noget, Anne Lund havde forestillet sig, da hun gik og bryggede på idéen, men hun havde alligevel en hemmelig forhåbning om, at det kunne nå bredt ud:
»Da jeg sad og tegnede det, drømte jeg for mig selv, om hvordan det ville blive brugt. Jeg drømte, at det blev brugt i stor skala på plakater og sådan, men det sagde jeg ikke til nogen. Og så lige pludselig skete det jo! Det der med at se det poppe op overalt – også når man rejste rundt i Europa – var en fantastisk fornemmelse.«
Og målet om at lave et badge, som en pæn midaldrende kvinde ville have lyst til at tage på, blev også nået: »Første gang, jeg så en midaldrende kvinde i en beigefarvet cottoncoat med solmærket på, tænkte jeg: ‘Dér var den!’«
Solmærket males i 1983 i kæmpestørrelse på en gavl i Vestergade i fødebyen Aarhus.
Solmærket lever videre