OOA bliver til
Det kan være svært at forestille sig det i dag, men hvis alt var gået efter politikernes planer i 1960’erne og 1970’erne, ville Danmarks elforsyning i dag være baseret på atomkraft. I stedet for vindmøller og solcelleanlæg ville man kunne se atomkraftværker tårne sig op i det danske landskab.
Fortællingen om OOA – Organisationen til Oplysning om Atomkraft – er fortællingen om, hvordan det lykkedes at mobilisere et stort tværsnit af befolkningen om det klare, men bestemt ikke lette mål: At forhindre indførelsen af atomkraft i Danmark.
Siegfried Christiansen, medstifter af OOA og aktiv fra 1973
»Vi prøvede på at arbejde uden at henlede opmærksomheden på os selv. Vi ville nemlig have så lang tids forberedelse som overhovedet muligt, for det var en kæmpe opgave, vi var i gang med. Hver uge, vi kunne få, var en fordel, for det gav os mulighed for at blive klogere og mere velorganiserede. Men først og fremmest skulle vi gå fra at være få til at være mange.«
Siegfried Christiansen sætter sig for at afdække, hvordan beslutningsprocesserne omkring implementeringen af atomkraft fungerer:
»Jeg opsøgte medarbejdere, som i centraladministrationen var med til at udpege placeringer for kommende atomkraftværker. De var bestemt ikke vant til, at folk kom og stillede den slags spørgsmål, som jeg gjorde. Jeg var dengang ansat som varmemester i den ejendom, jeg boede i. Da jeg skrev til el-selskabet ELSAM, præsenterede jeg mig derfor som en varmemester, der var interesseret i atomkraft. Fra lederen af deres kraftværksgruppe fik jeg et meget fint svar om deres planer. Det var fuldstændig uhyrligt med den volumen, de havde for øje: De regnede med, at der alene i Vestdanmark inden år 2000 skulle opføres et antal atomkraftværker svarende til omkring 20 værker af Barsebäcks størrelse.«
1974
Året 1974 er ikke mange dage gammelt, da regeringen fremsætter et forslag om en opdatering af Atomanlægsloven fra 1962. Forslaget vil betyde, at en beslutning om at indføre atomkraft i Danmark kan tages administrativt og ikke via en afstemning i Folketinget. Alt, det kræver, for at give atomkraften grønt lys er en underskrift fra undervisningsministeren. Han har nemlig Risø, som på det tidspunkt forsker i atomenergi, i sit resortområde. Den 30. januar følges dette lovforslag op af Miljøministeriets præsentation af ni lokationer vest for Storebælt, som man anser for velegnede til placering af atomkraftværker.
Nu kan aktivisterne ikke vente længere. Den 31. januar træder OOA frem for offentligheden.
OOA indkalder til pressemøde, hvor seks aktivister præsenterer deres sag. De kræver udvidet forskning, fornyet vurdering af alle energikilder og en fastsættelse af en langvarig energipolitik, før man fra politisk hold kan tage stilling til, om Danmark skal have atomkraft.
»Det kan ikke accepteres, at en mindretalsregering med lukkede udvalg som rådgivere træffer så vigtig en beslutning uden at offentligheden bliver hørt,« lyder det fra Ole Terney. Og Jørgen Steen Nielsen fortsætter: »En bred og folkelig debat om farer og fordele ved atomkraft må tilvejebringes snarest.«
Aktivisterne kalder sig Organisationen til Oplysning om Atomkraft, og det er bevidst, at de undgår ordet 'mod' i deres navnevalg. »Allerede navnet skulle udstråle, at vi ønskede en åben debat og ikke kom med færdige svar. Her mødte man en organisation, og det handlede om oplysning,« fortæller Siegfried Christiansen. »Eftersom vi skulle have hele befolkningen inddraget i den kommende debat og opnå et politisk flertal, var det desuden afgørende, at vi med navnet undgik at placere os som en del af venstrefløjen.«
OOA kræver tre års moratorium
OOA-aktivisterne vurderer, at kampen mod atomkraft ikke kan vindes ved bombastiske udmeldinger og utålmodige krav. I stedet sætter man sin lid til, at saglig oplysning med tiden vil overbevise både befolkning og beslutningstagere om, at Danmarks elforsyning ikke skal baseres på atomkraft. Derfor er det første krav, OOA stiller, at der indføres et treårigt moratorium.
Tarjei Haaland, aktiv i OOA fra 1974
»Vi krævede, at vi skulle have tre års tænkepause, et såkaldt moratorium, til at kunne fremlægge argumenterne for og imod, så vi kunne få en ordentlig diskussion i befolkningen og have flere oplysninger omkring alternativer til atomkraft.«
Selvom OOA på dette tidspunkt kun består af 15-20 unge uden store forudsætninger for at begive sig ud i en debat om kernefysik og energiforsyning, lader man sig ikke dupere af den modstander, man er oppe imod, fortæller tidligere aktivist i OOA, Tarjei Haaland.
»Når jeg tænker tilbage på det, var det egentlig lidt skræmmende, for der var et ret massivt flertal i Folketinget, der syntes, at atomkraft var en god ide. Hele Risø, som havde til hovedopgave at forberede atomkraftens indførelse i Danmark, og de fleste eksperter og forskere talte for atomkraft. I OOA fandt vi det provokerende, at elværkerne så skamløst roste atomkraft uden overhovedet at nævne problemerne, som vi alle sammen havde hørt om fra blandt andet USA, Tyskland og Sverige, hvor man allerede havde bygget atomkraftværker,« siger Tarjei Haaland.
Siegfried Christiansen mindes også, at der blandt aktivisterne hersker en tro på, at de kan lykkes med deres projekt: »Det føltes som en stor udfordring, men i tidens ånd var det jo ikke noget, der kunne skræmme. Det var bare om at løbe hovedet mod muren – det var jo ikke sikkert, at det var muren, der ville holde.«
Argumenterne for atomkraft
Op til energikrisen i 1973-74 har den offentlige debat om atomkraft stort set været ikke-eksisterende. Den generelle holdning i befolkningen og blandt politikere er, at atomkraft er en billig, sikker og effektiv energikilde, som vil gøre Danmark fri af at importere energi fra udlandet.
Danmark har oplevet en fordobling af elforbruget i løbet af blot 10 år, og man skønner, at denne vækst vil accelerere i de kommende årtier. Hovedargumentet blandt atomkrafttilhængere er derfor, at der ikke vil være olie og kul nok til at sikre den forventede stigning i levestandard. Olie og kul vil ifølge prognoserne være opbrugt inden for de næste to-tre generationer, men med omlægningen til atomkraft mener man, at samfundet vil få adgang til energi i nærmest ubegrænset omfang.
ELSAM presser på
Olieforsyningskrisen i efteråret 1973 har medført en øget interesse for den danske energiforsyning. Den første store tv-debat om atomkraft ruller over skærmen den 16. januar 1974. Fra det tidspunkt begynder spørgsmålet om atomkraft at få en plads i almindelige danskeres bevidsthed, og i løbet af et års tid bliver atomkraftdebatten nærmest en folkesag.
I et forsøg på at foregribe en langtrukken politisk debat beslutter ELSAM allerede 4. januar 1974 at fremskynde sine atomkraftplaner og satse på et ”nøglefærdigt” atomkraftværk med byggestart i efteråret 1974. For el-værkerne synes sagen klar. »Jeg gad nok se det Folketing eller den regering, der tør sige nej til atomkraftværker,« lyder det fra Willy Sørensen, formanden for ELSAM's bestyrelse, i Århus Stiftstidende. Og i Ingeniørens Ugeblad karakteriserer chefredaktør T. Morsing atomkraftmodstandere som en gruppe »politiske plattenslagere, dommedagsprofeter og pseudomarxistiske skrålhalse«.
Fra ELSAM's direktørs side møder ønsket om en debat om atomkraft heller ikke meget forståelse. »I kan diskutere lige så meget, I vil, I får atomkraft alligevel,« lyder den kontante affejning fra E.L. Jakobsen til et borgermøde i Gylling Forsamlingshus.
For Jesper Carlsen var det et møde med netop E.L. Jakobsen, der fik ham til at blive aktiv i OOA:
»Vi var en flok, der tog ud til ELSAM's Delegeretmøde i Vejlby-Risskov Hallen med et par skilte for fredeligt at demonstrere vores vrede over dette, når deltagerne ankom. Jakobsen selv arriverede i et stort dollargrin og tilkaldte straks politiet, der derefter beordrede os væk fra området. Der tænkte jeg, at det her skulle være løgn. Jeg blev aktiv i OOA's lokalgruppe i Aarhus og blev der i 10 år,« fortæller han.
OOA bliver til
Det kan være svært at forestille sig det i dag, men hvis alt var gået efter politikernes planer i 1960’erne og 1970’erne, ville Danmarks elforsyning i dag være baseret på atomkraft. I stedet for vindmøller og solcelleanlæg ville man kunne se atomkraftværker tårne sig op i det danske landskab.
Fortællingen om OOA – Organisationen til Oplysning om Atomkraft – er fortællingen om, hvordan det lykkedes at mobilisere et stort tværsnit af befolkningen om det klare, men bestemt ikke lette mål: At forhindre indførelsen af atomkraft i Danmark.
Siegfried Christiansen, medstifter af OOA og aktiv fra 1973
Siegfried Christiansen sætter sig for at afdække, hvordan beslutningsprocesserne omkring implementeringen af atomkraft fungerer:
»Jeg opsøgte medarbejdere, som i centraladministrationen var med til at udpege placeringer for kommende atomkraftværker. De var bestemt ikke vant til, at folk kom og stillede den slags spørgsmål, som jeg gjorde. Jeg var dengang ansat som varmemester i den ejendom, jeg boede i. Da jeg skrev til el-selskabet ELSAM, præsenterede jeg mig derfor som en varmemester, der var interesseret i atomkraft. Fra lederen af deres kraftværksgruppe fik jeg et meget fint svar om deres planer. Det var fuldstændig uhyrligt med den volumen, de havde for øje: De regnede med, at der alene i Vestdanmark inden år 2000 skulle opføres et antal atomkraftværker svarende til omkring 20 værker af Barsebäcks størrelse.«
1974
Året 1974 er ikke mange dage gammelt, da regeringen fremsætter et forslag om en opdatering af Atomanlægsloven fra 1962. Forslaget vil betyde, at en beslutning om at indføre atomkraft i Danmark kan tages administrativt og ikke via en afstemning i Folketinget. Alt, det kræver, for at give atomkraften grønt lys er en underskrift fra undervisningsministeren. Han har nemlig Risø, som på det tidspunkt forsker i atomenergi, i sit resortområde. Den 30. januar følges dette lovforslag op af Miljøministeriets præsentation af ni lokationer vest for Storebælt, som man anser for velegnede til placering af atomkraftværker.
Nu kan aktivisterne ikke vente længere. Den 31. januar træder OOA frem for offentligheden.
OOA kræver tre års moratorium
OOA-aktivisterne vurderer, at kampen mod atomkraft ikke kan vindes ved bombastiske udmeldinger og utålmodige krav. I stedet sætter man sin lid til, at saglig oplysning med tiden vil overbevise både befolkning og beslutningstagere om, at Danmarks elforsyning ikke skal baseres på atomkraft. Derfor er det første krav, OOA stiller, at der indføres et treårigt moratorium.
Tarjei Haaland, aktiv i OOA fra 1974
Selvom OOA på dette tidspunkt kun består af 15-20 unge uden store forudsætninger for at begive sig ud i en debat om kernefysik og energiforsyning, lader man sig ikke dupere af den modstander, man er oppe imod, fortæller tidligere aktivist i OOA, Tarjei Haaland.
»Når jeg tænker tilbage på det, var det egentlig lidt skræmmende, for der var et ret massivt flertal i Folketinget, der syntes, at atomkraft var en god ide. Hele Risø, som havde til hovedopgave at forberede atomkraftens indførelse i Danmark, og de fleste eksperter og forskere talte for atomkraft. I OOA fandt vi det provokerende, at elværkerne så skamløst roste atomkraft uden overhovedet at nævne problemerne, som vi alle sammen havde hørt om fra blandt andet USA, Tyskland og Sverige, hvor man allerede havde bygget atomkraftværker,« siger Tarjei Haaland.
Siegfried Christiansen mindes også, at der blandt aktivisterne hersker en tro på, at de kan lykkes med deres projekt: »Det føltes som en stor udfordring, men i tidens ånd var det jo ikke noget, der kunne skræmme. Det var bare om at løbe hovedet mod muren – det var jo ikke sikkert, at det var muren, der ville holde.«
Argumenterne for atomkraft
Op til energikrisen i 1973-74 har den offentlige debat om atomkraft stort set været ikke-eksisterende. Den generelle holdning i befolkningen og blandt politikere er, at atomkraft er en billig, sikker og effektiv energikilde, som vil gøre Danmark fri af at importere energi fra udlandet.
Danmark har oplevet en fordobling af elforbruget i løbet af blot 10 år, og man skønner, at denne vækst vil accelerere i de kommende årtier. Hovedargumentet blandt atomkrafttilhængere er derfor, at der ikke vil være olie og kul nok til at sikre den forventede stigning i levestandard. Olie og kul vil ifølge prognoserne være opbrugt inden for de næste to-tre generationer, men med omlægningen til atomkraft mener man, at samfundet vil få adgang til energi i nærmest ubegrænset omfang.
ELSAM presser på
Olieforsyningskrisen i efteråret 1973 har medført en øget interesse for den danske energiforsyning. Den første store tv-debat om atomkraft ruller over skærmen den 16. januar 1974. Fra det tidspunkt begynder spørgsmålet om atomkraft at få en plads i almindelige danskeres bevidsthed, og i løbet af et års tid bliver atomkraftdebatten nærmest en folkesag.
